Kære Snoopy!
Tænk, så er du blevet 2 år! Hjertelig tillykke med fødselsdagen!
For 2 år siden kom du til verden i vores fuglehus som Danskbroget unge af Luke og Pjevse – videreførelsen af Carlo og Berthas stamme … En glædens dag.
Allerede da du var blot 6-8 uger, fik vi lært dig en masse tips og tricks. Du var så ivrig efter at prøve det hele, at det var en fryd. Men samtidig havde du også så travlt med at udforske hele verden, at du var lige ved at glemme at lære den vigtige kunst, som det kræver for en undulatunge, der skal klare sig selv for første gang i livet, nemlig: Kunsten at spise. Her måtte særlige hensyn tages i betragtning. Bl.a. derfor er du først i en noget senere alder (efter barndomstiden med socialisering og tilpasning til de basale færdigheder) blevet introduceret i "Undulatparadiset".
Under hele barndomsforløbet har vi dog haft løbende kontakt med fortsat tamfugletræning i voliereafdelingen, og det er ligeså blevet til mange besøg i Undulatparadiset" indtil den endelige indflytning.
Du har så sødt og kærligt et væsen - altid med lysende øjne. Du er i det hele taget meget tillidsfuld og mild af sind.
Jeg har altid set frem til de mange træningstimer kontra hyggestunder, hvor vi bl.a. har øvet trappegang, gåture op ad armen, aktivering med legetøj, flyvning over på armen ved kalden m.m. Du har ubetinget bestået enhver udfordring med glans og bravur. Samtidig lærer du stadig en masse - hvilken gave! Godt gået!
Sjældent har jeg set en mere livsglad, legesyg og social undulat end netop dig, Snoopy!
Du kan altid finde inspiration til at pludre dagen lang, hvad enten det er med én eller flere af dine artsfæller (specielt Lillebror), såvel som det er med os mennesker. Det er ingen hindring for dig, om snakken er imellem flere på én gang - eller om det er på tomandshånd. Du skal nok finde en anledning til at pludre, og det må for dig også gerne være med menneske og flere undulater imellem, selvom du nu godt kan blive en lille smule jaloux en sjælden gang, hvis ikke du lige har den fulde opmærksomhed hele tiden.
Ligeså snakker du frejdigt med legetøjet, mens du gokker og leger, samt får endog din egen skygge da også tit en sang med på vejen. Ja, selv maden får ofte en god historie i de korte pauser, mens du spiser ... Ja, du elsker også at kævle løs med min næse eller med min kind, når du sidder på mine fingre, mens jeg snakker med dig – eller også snakker du med mit øre, når du sidder på skulderen, såvel som med mine hænder - dette især når jeg rasler med legetøj. Specielt bolde er et kæmpe hit hos dig.
At snakketøjet kører lystigt dagen lang er ganske vist ikke ualmindeligt hos glade undulater, men jeg må alligevel tilkendegive, at du, Snoopy er en rigtig lille charmør på din helt egen facon. Du har formået at vinde alles hjerter som en glad tamfugl kontra sludrechatol – ikke mindst mit!
Så sent som i dag har du været på ”god tur”, for at hilse på min mor. Du var knap nok kommet inden for døren, før I to fik en herlig sludder, mens du sad på fingeren. Da min mor eller jeg sagde: ”Snoopy er 2 år i dag”, så svarede du konsekvent tilbage med to pip – og jo mere vi snakkede og roste dig, jo, mere begyndte du at pludre for fulde gardiner til genmæl – dette med hele fjerskægget strittende ud i luften. Du er bogstaveligt talt drønhamrende nysgerrig, og får du blot den mindste smule kærlige opmærksomhed, får vi ni fold af kærlighedserklæringer igen - super dejligt!
Med dig i nærheden kan vi kun komme i godt humør!
Åh, kære lille Snoopy – du er tilknyttet en stor plads i mit fuglehjerte! Ingen tvivl om det!
Jeg håber, at du har nydt din fødselsdag med undulatguf og hygge til i Undulatparadiset!
Endnu engang tillykke med dagen!
Kærlig hilsen fra Berit og hele ”Undulatparadiset”
NB: Nedenstående billede er sidste års fødselsdagsbillede af Snoopy, som elsker at stå/gå oven på en stor bold, mens jeg triller den let.
|