EDDY, JANNIE & BERIT DYRKJÆR:
Beretningen om vores Engelske Undulater:
Hvordan det hele startede …
DET HELE BEGYNDTE MED BARE ÉN ENGELSK TAMUNDULAT:
Året var 2002. Vores start blev til på en tilfældig måde, og udgjorde en sjov og spændende hobby for os, som vi ikke bevidst gik ind til ...
Jeg havde gennem det meste af mit liv opereret med tamme undulater, én eller to ad gangen, både almindelige og engelske, hvoraf den efterfølgende tid frem til i dag er blevet fyldt mere og mere med et stort og kompliceret arbejde i forhold til tæmning, samt videreudvikling af færdigheder i tilknytningen til engelske undulater - dette med alt fra intensiveret træning i forskellige perspektiver til mangfoldige studier bl.a. af deres psykologiske adfærd/intelligensform. Således arbejder jeg ligeså ofte med 1 – 30 undulater i alle aldre ad gangen, og mange har udtalt, at der ikke herskes nogen tvivl om, at jeg er et brag af en undulattæmmer – altid med særdeles flotte, respektive resultater. Jeg nærer stor kærlighed til undulaterne, og nyder den daglige kontakt med dem.
På daværende tidspunkt havde jeg en flot engelsk undulat ved navn Samson. Denne ungfugl var købt i en almindelig fugleforretning i 2001 – solgt som en han, hvoraf den senere hen viste sig, at være en hun. Undulaten var en rolig selskabsfugl, men samtidig også en meget egenrådig dame, som krævede ekstra meget tålmodighed og intens træning! Desværre var det utroligt svært, at opnå særligt fine resultater med denne enlige og ikke helt fortrolige hun, hvilket kan hænde, idet mange hunner ikke er udstyret med de samme færdigheder og talegaver, som en han. Dog lærte Samson visse aspekter, såsom at komme på fingeren, sidde på skulderen, samt at sige to ord, hvilket var mere end vi alle havde forventet.
Jeg skulle senere hen flytte hjemmefra i egen lejlighed, og jeg ville selvfølgelig have min fugl med mig, det lille kræ, som hele familien havde knyttet sig til - trods vanskelighederne med fortroligheden. Især min mor ville komme til at føle et savn, så her startede det med, at min far, som den ”kloge” mand, blev nødt til at investere i et bur og en fugl. Og med hans bedre vidende skulle han nok anskaffe en dejlig hanundulat til hende!
Min far havde på forhånd sat sig for, at hans besøg i fugleforretningen skulle være med en oplevelse, som han kunne tage med hjem, hvis han ville få øje på en karakteristisk, flot og bemærkelsesværdig undulat. På pindene i en halvstor voliere sad der selvsagt mange engelske undulater, men allerede ved førstegangsindtrykket skinnede en særlig stor og uhyre flot hanfugl igennem. I håbet om, at denne også kunne være den mest rolige fugl, stak min far sit hoved, samt sine hænder indenfor. Undulaterne vimsede og flagrede rundt, som forvirrede og forskrækkede dyr, op og ned, ja, rundt i volieren, men netop denne ene, som han havde øje for, blev pænt siddende på pinden, og var den første, som var decideret nysgerrig efter ham. Hermed var hans beslutning truffet. Dén engelske undulat ville han købe. Dén engelske undulat måtte han have med hjem!
Således kom Jacob ind i billedet, et denne gang sikret hankønsvæsen, hvor farve og artsbetegnelsen var Lysegrøn - split Isabel. Der var gods i ham. Sjældent havde jeg set en så stor og perfekt engelsk undulat med den enormt kraftige, muskuløse og flotte kropsbygning, det brede bryst, de flotte normalaftegninger, den smukke fjerdragt, den høje pande osv., som i det betragtelige øjemed ikke kunne undgå en sammenligning med forbilledet. Da min far kom hjem med ham, var han ca. 3 – 4 måneder gammel. Familien bedømte hurtigt, at der her var tale om en stor konge.
Vi lagde mærke til de første tegn på fortroligheden, idet undulaten altid reagerede, når vi trådte ind i værelset, hvordan undulaten altid viste sin glæde over vores ankomst ved at strække sine vinger - eller ved at svare os med et lille fløjt. Dette blev hele tiden mere og mere styrket, idet den regelmæssigt fik lov til frit at få en flyvetur, samt en tilvænning i, at vi altid var parat til at hjælpe den med diverse gøremål. I timevis kunne jeg sidde med hånden inde i buret, afventende, at Jacob ville nærme sig min finger, således at jeg kunne ae ham på brystet. Snart lærte han balancegang på fingeren, samt videre op på hånden, hvilket foregik inde i buret. Omsider efter nogen tids øvelse kom den lille fyr forsigtigt gående op ad armen – på vej ud fra trygheden i buret – for endeligt at sætte sig på skulderen. Herefter gik det stærkt, for undulaten var en særdeles nysgerrig natur, som fulgte med i alt, hvad der skete. Jo mere opmærksomhed jeg dagligt tildelte undulaten, jo mere motivation fik jeg igen. Jacob blev mere og mere fortrolig, og kunne sidde i timevis på skulderen, og pludre mig adskillige røverhistorier i øret.
Travlhed og en del efterdønninger i forbindelse med istandsættelse af lejligheden var medvirkende til, at mine forældre og jeg valgte, at vente med indflytningen – til mit nye hjem stod færdigt. I mellemtiden påbegyndte jeg nu en intensiveret træning med henblik på tæmning af vores prægtige undulat. Et fuldtidsjob, som absolut var det hele værd! Fortroligheden, en gensidig respekt og tillid blev efter nogen tid vundet på den livlige fugls præmisser, og det blev snart til mange dagligdagsglæder med at have Jacob på fingeren, på skulderen, samt i håret. Det blev til en fænomenal udvikling af undulatens orienteringsevne, samt flyvefærdighed, idet der blev plads til mere og mere frihed, og det blev til adskillige bade i håndvasken, og ivrig leg med diverse legetøj, genstande og spejle. Ved denne opdagelse byggede min far to kæmpe legepladser med mange siddepinde, gynger, stiger, fuglelegetøj osv., og jeg skal love for, at det blev en succes. Alt blev omhyggeligt undersøgt, samt taget ivrigt i brug. Det var en fornøjelse at se!
Jacob blev, som nævnt, købt til min mor, men fulgte altid med mig, hvorhen jeg gik, og han blev derfor hurtigt min fugl. Der var tydeligvis en særlig kemi imellem os to! Og Samson, som jo oprindeligt var min fugl, befandt sig tilsyneladende bedst i de trygge rammer, som hun var vant til … Dette hele aspekt gjorde, at vi efter megen tids overvejelse besluttede os, for at bytte. Det var en svær afgørelse for begge parter i starten, fordi mange følelser er involveret, når der er tale om tamundulater, som er kæledyr på baggrund af en masse gengældt kærlighed. Men den trufne beslutning var det eneste rigtige, idet jeg meget snart skulle flytte. Jacob havde knyttet sig voldsomt til mig, og jeg kunne slet ikke undvære min lille øjensten, som altid kom, når jeg kaldte! Mine forældre følte heller ikke et større tab, fordi de valgte, at få en ny dejlig hanundulat ved navn Bølle, en kæk mage til Samson, hvilket bibragte dem en stor glæde ved synet af hunundulaten, som livede op dag for dag! Desuden havde min mor hele tiden haft et tætknyttet forhold til Samson, som passede godt ind i deres livsmønster.
Ca. 2 måneder efter anskaffelsen af Jacob var han så tam og dejlig, og tilbragte måltiderne sammen med os. Der gik ikke lang tid, før talens brug kom: ”Godmorgen, har I sovet godt?”, "Go'dav Jacob", ”Jacob er bare bedst!”, ”Jeg elsker dig”!, ”Skal Jacob have nøz nøz?”, "Du er dejlig!", ”Skal du have en kop kaffe?”, ”Skal jeg vaske op?", "Skal Jacob have en flyvetur?", "Kom så, skat!", ”Berit´s Jacob er bare sød!”, ”Berit’s kæreste!”, ”Er du Mor’s skat?”, ”Far’s dreng!”, ”Kan du sove godt!” m.m.
Under oplæringen af talekundskaberne, bemærkede jeg, at det var af yderste vigtighed, at tale præcist, højt, klart og tydeligt til undulaten, for dermed at undgå et såkaldt ”pussenusset” babysprog! Idet jeg talte til undulaten på denne måde, så undgik jeg, at dens imitation meget nemt kunne blive en forvrøvlet gang volapyk, som ville være vanskelig at forstå.
Det har været vigtigt for mig, at fastholde undulaten hele tiden i det ordforråd, som fra starten var indstuderet gentagende gange med en enorm tålmodighed. Desuden var jeg ekstra opmærksom på undulaten under sin underholdende imitation, for at skønne en udvikling i form af nye ord og vendinger. Endelig har jeg under hele forløbet forsøgt, at tale til undulaten med en sådan entusiasme i min stemme, at jeg kunne opfange hans opmærksomhed, hvorved han øjensynligt virkede langt mere lydhør end ved et almindeligt toneleje. Jacob lagde altid hovedet på skrå, når han lyttede, og således kunne vi ofte bagefter nyde et overflødighedshorn af sprudlende ordstrømme. Morskaben lå især i de markerede tryk, som den lille fyr altid lagde i ordlyden! Det har vi grinet meget af!
I en alder af ca. to år har denne enestående fugl opnået et fabelagtigt ordforråd med over 150 sætninger, samt en kunnen med sin fløjten, der har udviklet sig til tre melodier, hvilket alt i alt er uhyre sjældent. Der kommer stadig nye ord jævnligt. Jacob har af og til haft fællesskab med både Samson og andre hunner - også under indlæringsperioden, en undtagelse, der bekræfter reglen - trods en kontaktsøgende iver og nysgerrighed med hensyn til nye impulser og aspekter. Hvis man generaliserer, bør man i følge myten undgå, at undulaten hører fuglestøj, mange menneskestemmer m.m., når man indstuderer taletræning, men det har imidlertid på intet tidspunkt haft nogen indflydelse i forbindelse med Jacob eller andre af vores undulater under taletræningen. Det kan sagtens lade sig gøre - blot man skriver sig bag øret at tildele fuglen særdeles meget opmærksomhed bl.a. igennem daglig træning og intensiveret tale med hyppige gentagelser af de samme ord. Det er imidlertid kun ganske få undulater med en speciel og storslået intelligens, som har mulighed, for at viderebygge sine lærdomskundskaber til sådanne overmådelige og udbytterige færdigheder som i tilfældet Jacob. Det kan ikke undslås, at man virkelig har grund til at føle sig privilegeret over, at eje sådan et pragteksemplar. Jacob er vores allesammens lottogevinst!
Vi blev nysgerrige! Vi kiggede på Jacob’s ring, og så nr. BENT 46 DUK 02. Herefter begyndte jagten, som ledte os frem til DUK (Dansk Undulat Klub). Vi fik oplyst, at fugleopdrætteren var Bent Andreasen, hvem vi kontaktede, og spurgte om vi måtte komme hjem til ham, og se hans engelske undulater. Invitationen stod lykkeligvis for døren, men idet vi først kunne træffe en aftale ugen efter, foreslog opdrætteren, at vi eventuelt kunne tage ud til andre opdrættere, for at få et helhedsindtryk af forskellige former for opdræt af engelske undulater. Min far var så hos en opdrætter i Glostrup, og var meget imponeret af den orden, samt det rene lokale, hvor undulaterne blev holdt. Undulaterne var dog ikke så flotte, hvilket skyldtes, at de lige var blevet færdige med at yngle, en forklaring, der lød meget rimelig! (Det skal siges, at min far havde ingen erfaring på dette tidspunkt!)
Efterfølgende var både min far og jeg hos en opdrætter på Amager, Jeff Beck, hvor vi blev præsenteret for mange flotte og spændende fugle. Opdrætteren tog venligt imod os, udviste stor hjælpsomhed, og gav os mange tips, råd og forskellige vejledninger - bl.a. en demonstration i klipning af undulaternes kløer, samt en prisværdig beskrivelse omkring pleje og pasning af unger. Vi fik mange positive indtryk, og hermed blev vores interesse absolut ikke mindre!
Omsider kom vendepunktet, som gjorde udslaget i forbindelse med vores fremtidige opdræt. Vi befandt os nu i ”Piphuset” hos Bent Andreasen, og her kunne vi slet ikke lægge skjul på, at vi begge stod næsten stumme, da vi så hans undulatparadis. ”Jamen, så du dén – og dén …? Kan vi købe dén?” ”Nej!”, lød det bestemt, men med et skævt smil. Voliererne ude, som inde, samt yngleafdelingen var klare beviser på en flot, pinlig orden. Aldrig havde vi set noget lignende. Vi blev præsenteret for et utal smukke fugle i et væld af specielle farver og arter, desuden et imponerende væld af udstillingsundulater, som alle var præmierede. Til minde om dette havde den forstandige og afholdte opdrætter broderet en hel væg med diverse førstepriser, pokaler m.m. Opdrætteren var en umådelig sympatisk mand, og gav os begge et indtryk af, at være helt nede på jorden, samt en venligt forklarende og utrolig hjælpsom natur. Der var ikke skyggen af praleri på nogen måder, men derimod afslørede en yderst beskedenhed i stemmen, at han gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for sine engelske undulater.
Så kom det sjove! Bent Andreasen fik oplyst Jacob’s ringmærke, hvorefter han fandt undulatens stamtavle frem af sine arkiver. I forbindelse hermed udbrød han: ”Hvor i alverden har I ham fra? Er I klar over, hvad det er for en fugl? Vil I sælge ham til mig?” Straks var det vores svar, der lød med et: ”Nej!” - med et dertilhørende skævt grin. Bent Andreasen grinede højlydt!
Det viste sig, at vores dejlige Jacob kom fra en speciel stamme med ret stærke og vindende fugle. Bl.a. er begge forældre tidligere vindere på udstilling. Senest havde søsteren, en lutino, vundet Baby Show 2002 med flere førstepriser, heriblandt prisen for ”Bedste Unge Hun”. Da jeg så denne særdeles smukke undulat, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at hun var beslægtet med Jacob. Ligheden var strålende! Bent Andreasen fortalte ligeså, at han havde ledt i voliererne til stor ærgrelse efter broderen (Jacob), som ved en beklagelig fejltagelse var blevet solgt under en udtømning af overbefolkningen af hans engelske undulater. Bent Andreasen var ikke i tvivl om, at Jacob var disponibel, for at have gode anlæg som udstillingsfugl på baggrund af afstamningen, hvilket kunne være medvirkende til en præmiering ved udstilling. Dertil fortalte jeg om den selvstændige, fantastiske tamundulat, og det glædede ham, at undulaten levede under så fornemme forhold, samt at den var i besiddelse af denne overraskende intelligens.
Se, her begyndte vores opdræt! Min far havde talt meget om et mindre opdræt i forvejen, hvorfor det var naturligt, at min mor og jeg ligeså blev involveret. Hensigten var, at afholde de engelske undulater til en stor nydelse på et værelse på 12 m2 i mine forældres lejlighed.
Bent Andreasen hjalp os heraf med at samle gode par. Ja, min far ville jo helst have de mest særprægede, flotte undulater af forskellig art, idet han på forhånd havde bestemt sig, for at begrænse sit opdræt til max 5 – 6 par. ”Nu skal du lade mig bestemme!”, sagde Bent Andreasen med overbevisende stemme. ”I skal hjælpes godt i gang, og have en fornøjelse ud af det!”
Vi fik det indtryk, at hans intention var oprigtig, og tog derfor vel imod hans hjælpsomme rådgivning. Han vidste nu, at min far især var tilhænger af Danskbrogede undulater, samt violette undulater, og ud fra denne viden, valgte han de otte første undulater, derimellem nogle af hans bedste undulater - til begyndelsen på vores undulatopdræt. Sammensætninger af par viste sig, at være en hel videnskab, hvorfor det var vigtigt, at kende stamtavlerne, for at være sikker på, at opnå de ønskede farver i den fremtidige yngleproces. Bent Andreasen lo, og sagde: ”Vent nu bare og se!” Han havde desuden et stuevoliere stående, og min far købte det hele.
Bent Andreasen gav os endvidere et meget fint billede af, hvordan vi, som nye opdrættere, kunne opnå en formålstjenlig yngleproces, samt en vidtfavnende instruktion omkring alt fra indkøb af avlsundulater, det almene opdræt, pleje og pasning, diverse muligheder for undulatrummets indretning, den bedste hygiejne, det bedste foder - til en nøje gennemgang af stamtavler, arv og farvedannelser. Desuden fik vi et udførligt perspektiv vedrørende udstilling, samt en introduktion omkring diverse sygdomme.
Vi var nu kommet godt i gang med i alt 17 engelske undulater, og vi fik herunder de ønskede unger, som vi alle er meget stolte af. (Se i øvrigt under "Vores Indretning", "Vores Stamtavler" osv.) Vi måtte erkende, at vi fik utrolig meget ud af, at lytte til Bent Andreasen, som er blevet en god ven for os, og det har vi fortsat gjort lige siden.
Ligeledes er en anden anerkendt og respekteret opdrætter, Lars Voss, blevet os en rigtig god ven. Bl.a. har han været behjælpelig med, at oplære min far i, at kende forskel på unger, at skelne og tilkendegive de individuelle køn. Desuden har han hældt af faglig viden i forhold til arv og genetik, opdræt og yngel, samt har han indviet os i oplæringen af undulater i udstillingsøjemed og meget meget mere. Han er fantastisk dygtig! Endelig har en tredje opdrætter, Palle Frejvald Hansen, forfatter til bogen ”Undulater”, også vist sig, som en yderst behagelig person, altid med god tid, til at videreformidle viden og gode råd. Det har haft en stor betydning for os i flere henseender.
Min far og jeg er nu registrerede medlemmer ved DUK, vi har indstiftet et partnerskab, og opdrætter engelske udstillingsundulater, således også med speciale i tamme undulater. I dag opererer vi med ca. 140 engelske undulater.
Vi har gennemgået mange studier med venlig hjælp fra Bent Andreasen, Lars Voss, Palle Frejvald Hansen, Jeff Beck, samt andre opdrættere ved DUK, og vi har desuden efterhånden tilkoblet os en faglig viden fra diverse bøger omkring engelske undulater m.m.
En stor tak til de opdrættere, som har hjulpet os ind i en spændende verden.
Med Venlig Hilsen Berit Dyrkjær
Udarbejdelse af tekst: © Copyright: Berit Dyrkjær.
|
Vi håber, at du må få en rigtig god dag! 
Med mange fødselsdagshilsner
Stor undulathilsen fra Berit 
